6. Lokal erhvervsfremme


Erhvervslivet danner grundlag for kommunens økonomiske vækst, og er dermed også forudsætningen for, at vi kan opretholde og udvikle vores kommune til at være et attraktivt sted at bo og leve for vores borgere. Det er derfor vigtigt, at vi gennem planlægningen er med til at sikre gode betingelser for erhvervslivet. Den kommende lufthavn i Ilulissat åbner op for nye, spændende muligheder for erhvervslivet i hele kommunen og vi må sørge for at planlægningen bidrager til det størst mulige udbytte.

Bæredygtigt fiskeri

Fiskeriet er et hovederhverv i vores kommune, og bidrager både til vores økonomiske vækst samt beskæftigelse til flere end 30% af vores arbejdsstyrke. Vi vil fortsat være den førende kommune inden for fiskeri. Derfor vil vi skabe gode vilkår for fiskeriet ved at sikre tilstrækkelige faciliteter på land i forbindelse med havnene, herunder det fornødne udstyr og maskinel.

Samtidig bør der også arbejdes for at fiskeriet forvaltes mere forsvarligt og bæredygtigt, således at vi opretholder vores sunde økosystemer. I dag bidrager fiskeriet til meget affald. Vi vil gå i dialog med de lokale producenter om at åbne op for nye erhvervsmuligheder og bedre ressourceudnyttelse. Fiskeskind kan eksempelvis forarbejdes til fiskeskindslæder, som er et materiale, der kan bruges til fremstilling af tasker, sko og lignende.

Hvis forarbejdningen i højere grad kan ske inden for kommunens grænser, vil det give større udbytte for alle.

En udfordring ved fiskeriet, der gælder for hele kommunen, er de mange tabte fiskeredskaber på havbunden. Det har både konsekvenser for fiskernes virksomhed samt for havmiljøet, da fiskeredskaberne forårsager spøgelsesfiskeri.

Vi vil bidrage til at havbundene renses for langliner og garn, gennem samarbejde med fiskeriforeninger og andre relevante aktører. Vi vil også undersøge, hvordan vi kan undgå tabte fiskeredskaber i fremtiden, eksempelvis gennem øget oplysning om at man skal registrere sine garn, samt ved eventuelt at indføre tiltag, hvor kommunen honorerer fiskere for indhaling af tabte fiskeredskaber.

Derudover må vi også tilpasse og opdatere de kommunale vedtægter for fiskeri, så det fremmer bæredygtighed, samt undersøge, om der kan findes mere bæredygtige metoder til hvalfangst.

Muliggøre nye markeder

Den kommende lufthavn vil åbne muligheder for nye eksportmarkeder, som eksempelvis salg af frisk fisk til restauranter over Atlanten. Det kan også åbne et større marked for de små erhvervsdrivende, som sælger husflid, og på den måde kan vi udbrede kendskabet til grønlandsk kultur.

Is og vand fra gletsjerne er ligeledes en mulig eksportvare, da der er et stort globalt marked for drikkevand på flaske, og vi kan være med til at synliggøre potentialerne og imødekomme nye virksomheder. Hvis der kommer flyafgange til nye destinationer, som eksempelvis USA, vil det også være muligt at få adgang til nye produkter, som kan sælges her i byen. Vi vil støtte op om de nye markeder.

I vores kommune har vi mange naturressourcer, som kan anvendes i erhvervsudviklingen. Der er eksempelvis et stort uudnyttet potentiale i udvinding af mineralske råstoffer i vores kommune. Vi vil gøre det attraktivt for internationale aktører at drive minevirksomhed i Avannaata Kommunia, men samtidig skal vi også stille krav og sikre, at udviklingen sker med bæredygtig omtanke for miljø, natur og lokalbefolkning.

Støtte til små erhvervsdrivende

Vi vil arbejde for at støtte de små lokale erhvervsdrivende. Derfor vil vi tilbyde råd og vejledning til nye erhvervsdrivende og iværksættere. E-handel kan eksempelvis bidrage til at udvide sæsonen for de små virksomheder, der sælger husflidskunst og andre lokale produkter.

Derudover kan vi sikre erhvervslivet gode betinger ved at udlægge nye erhvervsområder, hvor erhvervet ikke kommer i miljøkonflikt med følsomme anvendelser såsom boliger.

Det kan også være nødvendigt at udflytte nogle af de eksisterende arealer, så arealerne udnyttes optimalt og så der skabes bedre udviklingsmuligheder.

Der skal ligeledes arbejdes for god infrastruktur til erhvervslivet, så det bliver let tilgængeligt at få forsyning af gods og varer. Det betyder blandt andet, at vi skal sikre gode havnefaciliteter på land.

I Kommuneplanen skal der arbejdes med:

  • At arealer til tunge erhverv udlægges med omtanke for miljø og boliger
  • At forbedre havnefaciliteter på land til fordel for fiskeriet
  • At arbejde for gode infrastrukturelle forhold

I sektorarbejdet skal der sættes fokus på:

  • Dialog med virksomhederne og andre myndigheder om deres arealbehov samt vækstmuligheder
  • At understøtte nye markeder og muligheder for erhvervsudvikling
  • Dialog med erhvervslivet om at drift og udvikling skal ske med omtanke for miljøet på både land og i havet