Sektorplanen skal skabe et sammenhængende overblik over planer og skitsere samfundstendenser med relation til færdsel i by og bygd i Qasuitsup Kommunia. Derudover skal sektorplanen fungere som et værktøj for beslutningstagere, der sætter rammerne for den fremtidige udvikling inden for infrastrukturområdet.
Sektorplanen skal sikre, at den eksisterende tilgængelighed, trafiksikkerhed og fremkommenlighed sikres samtidig med, at planen udpeger indsatsområder, hvor disse kan forbedres. Sektorplanen skal være med til at danne grundlag for fremtidig budgetplanlægning vedrørende drift og anlæg af veje og stier
Denne sektorplan er baseret på kommunalbestyrelsens ønsker, målsætninger og visioner for Qaasuitsup Kommunias bygder og byer. Desuden er borgernes ønsker og behov også inddraget i udarbejdelsen af denne sektorplan.
Sektorplanen beskæftiger sig med færdsel i by og bygd ved at behandle tre hovedtemaer, som er centrale for god færdsel i by og bygd. Disse temaer behandles for alle byens byer og efterfølgende for kommunens bygder samlet. De tre temaer er:
Tilgængelighed
Fremkommelighed
Trafiksikkerhed
Denne sektorplan forholder sig således blandt andet til snerydning, vedligehold og anlæg af veje, samt trafiksikkerhed. Disse temaer står som helt centrale fokuspunkter, for at sikre gode forhold og god færdsel i byer og bygder.
Sektorplanen er endelige vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 04/07/2017, som planlægningsværktøj til koordinering og prioritering af strategier og indsatser, der løbende skal udmøntes i projekter.