10 Strategiske indsatsområder

Indsatsområder

Planstrategien er kommunens redskab til at prioritere og målrette sine indsatser for de kommende års planlægning. Derfor har kommunalbestyrelsen i samarbejde med kommunens forvaltninger besluttet, at 10 strategiske indsatsområder vil få særligt fokus de næste år. Under hvert indsatsområde beskrives det, hvordan kommunen ønsker at omsætte visionen til handling. Indsatsområderne er oplistet i vilkårlig rækkefølge, og betragtes som ligeværdige.

Indsatsområder i Planstrategi 2020 er:

  1. Stærke lokalsamfund, aktivt medborgerskab og kulturliv
  2. Gode rammer for børns læring
  3. Folkesundhed og trivsel for alle
  4. Gode beskæftigelsesmuligheder
  5. Ansvarlig turismeudvikling
  6. Lokal erhvervsfremme
  7. Bosætning, bymiljøer og gode boliger
  8. Adgang til vand og sanitet
  9. Affaldshåndtering og miljø
  10. Klimatilpasning

FNs Verdensmål

Planstrategi 2020 adskiller sig fra de tidligere planstrategier, da FNs verdensmål for bæredygtig udvikling anvendes som pejlemærker for kommunens målsætninger.

De 17 verdensmål blev vedtaget i 2015 af alle FNs medlemslande. Hensigten med målene er, at alle verdens lande frem til 2030 samles om at skabe bæredygtig forandring i verden, og blandt andet arbejde for at bremse klimaforandringerne, mindske uligheden og øge folkesundheden.

Med de 17 verdensmål har FN skabt et universelt sprog, som kan guide og hjælpe lande over hele verden med at tage handling og skabe bæredygtig fremgang. De 17 verdensmål har også 169 delmål, som gør målene endnu mere håndgribelige og handlingsorienterede. Her må der tages højde for de lokale forskelle mellem landene, og derfor kan alle delmål ikke overføres direkte til Avannaata Kommunia.

Vi har i 2019 afholdt et seminar på tværs af alle forvaltninger, hvor vi har arbejdet med at omsætte de globale målsætninger til vores lokale kontekst og udvælge de mål, der er vigtigst for kommunen. Det arbejde har været grundlaget for Planstrategi 2020.

I Planstrategi 2020 har kommunen derfor valgt at fokusere på de verdensmål og delmål, der bedst afspejler de udfordringer, vi står over for nu og i de kommende år. Kommunalbestyrelsen vil efterfølgende lave status for arbejdet med FN’s Verdensmål i forbindelse med udarbejdelse af fremtidige planstrategier.

Under hvert indsatsområde kan du se, hvilke verdensmål de lokale handlinger bidrager til at opfylde. I Bilaget kan du se en samlet oversigt over de konkrete delmål