Demografiske perspektiver

I 'Landsplanredegørelse 2015 – Den nødvendige kooordinering' er det konkluderet, at indtil for ti-femten år siden var befolkningstallet i Grønland som helhed stigende. Derimod kan underskuddet af yngre kvinder om blot få år medføre, at det samlede befolkningstal i Grønland vil være faldende. Det vil også gøre sig gældende i Qaasuitsup Komunia.

De demografiske forskydninger og flytninger mellem bosteder har også betydning for behovene på boligområdet. Nogle bosteder har et boligoverskud med tomme boliger, mens andre bosteder har underskud på boliger og lange ventelister.

Den varierende fordeling af befolkningen i forskellige aldersklasser kan skabe nogle væsentlige demografiske udfordringer.

Befolkning og bosætning

Knap en tredjedel af Grønlands befolkning bor i Qaasuitsup Kommunia. Den 1.1.2015 boede 17.168 personer i kommunens byer og bygder.

Befolkningstallet i Qaasuitsup forventes (i Grønlands Statistiks regionale prognose) fortsat at falde frem mod 2030. Med et gennemsnitligt fald på cirka 1,3 % om året eller cirka 200 personer, er det forventede fald større end det er set de seneste år.

Siden 2003 er faldet i indbyggertal især sket i bygderne, samt i Kangaatsiaq. Ilulissat, Qaanaaq og Aasiaat har omtrent opretholdt et stabilt befolkningstal, mens der også har været ret store fald i Qasigiannguit, Qeqertarsuaq og Uummannaq.

Befolkningstal i kommunen

Qaasuitsup Kommunia er – som verdens største kommune - kendetegnet ved mange bosteder – i alt 8 byer og 32 bygder. Faktisk ligger mere end halvdelen af det samlede antal bygder i Grønland i Qaasuitsup Kommunia. En stigende andel af kommunens befolkning er bosat i én af de otte byer.

Pr. 1.1.2010 var der 6.072 boliger i Qaasuitsup Kommunia. Selvstyret ejer omtrent en fjerdedel af boligerne.

  • 71 % af boligerne ligger i byerne, hvor den gennemsnitlige husstandsstørrelse i 2010 var 2,3-2,7 personer pr. bolig. Landsgennemsnittet ligger på 2,4
  • 29 % af boligerne ligger i bygderne, hvor der boede 1,1-3,4 personer pr. bolig (2010). Landsgennemsnittet ligger på 2,3

Husstandene er blevet mindre de senere år - især i bygderne.

Antallet af husstande i Qaasuitsup har været næsten stabilt med en lille stigning, siden medio 1990'erne. I lyset af befolkningsudviklingen i perioden, er det udtryk for en faldende husstandsstørrelse, fra 3,2 personer pr. husstand til 2,7.

Der forventes et fald på cirka 200 husstande frem mod 2030, eller lidt under 15 om året. Dette fald forventes især at ske i bygderne og de mindste byer.

Antal husstande i kommunen

Med et forventet fald i indbyggertal vil der med den varierende fordeling af befolkningen og faldende husstandsstørrelse være behov for udbygning af nye boliger – især i de tre største byer. Dette skal undersøges nærmere i den kommende sektorplanlægning.