Planstrategi 2020 er Avannaata Kommunias første planstrategi siden kommunedelingen. Med strategien præsenterer Kommunalbestyrelsen sine politiske visioner for de kommende års udvikling.
Kommunen er en kommune i vækst med udviklingspotentialer. Økonomisk går det godt og kommunens skatteindtægter er steget de sidste to år. Det er især sket takket være vores fiskeri og mange nye investeringer i byggeri og anlæg. Lufthavnsbyggeriet er i fuld gang, og der er blevet bygget flere nye hoteller, fabrikker, institutioner og boliger. Næste år kan vi også se frem til åbningen af Ilulissat Isfjordscenter, som forventes at tiltrække mange nye besøgende til kommunen.
Ilulissat Isfjord er et verdenskendt symbol på klimaforandringerne. Ledere og forskere fra hele verden ser mod vores kommune for at lære om klimaforandringer og rejser hertil for at opleve og undersøge dem på nært hold. Derfor har kommunalbestyrelsen en intention om at være ”Den grønlandske hovedstad for viden om klimaforandringer”. Med det følger der et ansvar for at handle forsvarligt og beskytte vores vigtigste ressource, som er naturen. Det er en del af den grønlandske tradition og kultur at leve i og med naturen, og det er afgørende, at vi fortsat værner om den.
Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet, at bæredygtighed fremover skal danne grundlag for kommunens udvikling. I Planstrategi 2020 har vi valgt at anvende FNs Verdensmål for bæredygtighed som et værktøj til at prioritere vore indsatser og synliggøre vore bæredygtige målsætninger.
En bæredygtig omstilling af kommunen sker ikke på én dag, og ligesom FNs Verdensmål sigter mod 2030, må også vi anlægge et langsigtet perspektiv. På længere sigt ønsker vi, at Ilulissat bliver en CO2 neutral by.
Planstrategi 2020 skal være kommunens arbejdsredskab i disse bestræbelser. For at skabe ejerskab og ansvar, er strategien blevet udarbejdet med involvering af kommunens forvaltninger, borgere og eksterne samarbejdspartnere. Det er en helhedsorienteret strategi, som beskriver kommunalbestyrelsens målsætninger inden for både de fysiske, sociale, økonomiske, kulturelle og miljø- og klimamæssige områder.
Der er mange udfordringer i kommunen, som vi vil arbejde for at løse, blandt andet som følge af de store geografiske afstande fra nord til syd. Derfor lægger denne strategi også op til at styrke nærdemokratiet og give kommunens borgere, byer og bygder øget medbestemmelse og indflydelse.
God læselyst.
På vegne af kommunalbestyrelsen
Borgmester Palle Jerimiassen